Indledning:
Hesteejere har i mange år kæmpet mod orme hos deres heste. Efter at ormemidler blev opfundet har de været flittigt brugt med det resultat at der er blevet problemer med resistens og disse midler er derfor ikke længere brugt med mindre der er stillet en diagnose fra en dyrlæge der berettiger brugen af dem.
Der findes indtil flere arter af indvoldsorm. Dem der lægges mest vægt på i dag er de små og store strongylider (de store kaldes også blodorm), men arter som trådorm (Strongylus westeri), haleorm (Oxyuris equi) og spolorm (Parascaris equorum) har også effekt på dyrenes velfærd. Hestens bændelorm (Anoplocephala spp.) har indtil for nyligt fået ringe opmærksomhed, men menes nu at have mere indflydelse på hestens helbred end hidtil erkendt.
Vigtigt for forståelsen af ideen omkring græsmarksstrategien er en vis viden om parasitternes livscyclus som jeg vil komme kort ind på, men ellers vil jeg forsøge at holde mig til at omtale de ting hesteejeren kan gøre for at forebygge ormeproblemer.
Græsmarksstrategi;
Livscyclus;
Endoparasitter har flere stadier af modning fra æg ® L1®L2®L3®L4®L5 (voksen). Det infektive stadie er L3. Ægget udskilles med gødningen og klækkes herefter på marken i gødningsknoldene, hvorfra de spredes til det omkringliggende græs (kravler eller spredes med regndråber). Larver/æg der optages på andre stadier end L3 er uden betydning idet de ikke kan videreudvikles. Efter at hesten har optaget L3 stadiet kan der ske 2 ting, enten udvikles larverne til voksne individer i tarmsystemet eller de begynder en vandring gennem forskellige organer mens de modnes og først herefter vender tilbage til mavetarmkanalen, hvor de formerer sig. Larver der følger sidstnævnte mønster er de mest skadelige for dyret, fordi de forvolder skade på organer/blodårer mm. Her skal det nævnes at de store strongylider (Strongylus vulgaris) er de langt mest frygtede.
En del arter har et naturligt indbygget system der programmerer en dvale. Dette gælder som eksempel for de små strongylider der kan stoppe deres udvikling i tarmslimhinden i efteråret og så bryder frem om foråret. En anden dvale induceres af efterårets skiftende vejr/temperatur og gør at den smitte der findes på marken om efteråret går i dvale og i forbindelse med øget varme i forsommeren bliver den atter aktiv. Her er det vigtigt, at efter denne aktivering bruger larverne hurtigt deres ”energiforråd”, således at de uddør hvis ikke de bliver ædt af en ny vært (hest) inden for forholdsvist kort tid (uger). Derfor kan smitten på marken være betydeligt nedsat de år hvor vinteren har været meget mild idet larverne er blevet aktiveret ”for tidligt” og altså længe inden hestene er blevet sat på fold, mens en hård vinter øger larvernes chance for overlevelse længe nok til at blive ædt! Mange tror desværre at det omvendte forhold gør sig gældende.
Men dette leder os videre til det næste vigtige aspekt nemlig hvad hesteejeren kan gøre;
1) Foldskiftet. Hvis man kan undgå at sætte hestene ud på samme stykke om foråret som de afsluttede med at græsse om efteråret, kan man næsten rense folden for smitte inden den atter bliver brugt.
2) Men hvor tit skal man så skifte fold? Dette afhænger den tid det tager for ægget at udvikles til en voksen kønsmoden orm under optimale forhold. For de små strongylider tager det ca 3 måneder, mens det tager dobbelt så lang tid for blodormen. Da de små strongylider udgør ca 90% af hesten ormebyrde (strongylider) er det nødvendigt at lægge strategien udfra dette. Fra hestene sættes på fold (og derved udskiller deres æg der!) går der ca 2 måneder indtil der er udviklet mange L3 larver i græsset, således bør det første foldskifte ske ca i midten af juli, selvfølgelig afhængigt af udbindingstidspunktet. Har man 3 folde kan de herefter afgræsse den næste fold de næste knap 2 måneder og så skifte til ”efterårsfolden” i sensommeren. Har man kun 2 folde kan man skifte tilbage til fold 1 i efterårsafgræsningen, idet smitten her vil være betydeligt nedsat (larvernes energilager er blevet ”udbrændt”). Det hensigtsmæssigt at sensommerfolden er arealmæssigt størst fordi græsvæksten mindsker i løbet af sommeren og marksmitten derfor ikke ”udtyndes” med det voksende græs og fordi hestene, når der er mindre mængde græs, æder ”tættere” på gødningsknoldene.
3) Rense marken for gødningsknolde er en meget effektiv måde at mindske markens ormebyrde, men også lidt besværlig.
4) Gødningsprøver er af stor værdi i bedømmelsen af hvor stort et problem der er i hesteflokken og nødvendigheden af eventuel medicinsk behandling. Men det er ikke lige meget hvornår prøverne tages idet udskillelsen af æg er meget svingende så for at få troværdige resultater skal disse under normale omstændigheder tages om foråret inden hestene lukkes på græs (medio april) og gerne atter i medio juni.
5) Være påpasselig med at vandtrug og fodringsplads er placeret således de ikke tilsmudses med gødning, og at de jævnligt renses.
6) Holde boxen ren og tør.
Hestens endoparasitter er meget udspekulerede i deres overlevelsesmåder og tilpasser sig løbende deres miljø. Hastigheden hvormed det sker kan de dels takke deres hurtige generationsskifte og resultatet ses for os som eksempelvis i resistens overfor ormemidler, som for få år siden var kontinuerligt brugt i vores hestehold. Brug af disse midler kræver stor omtanke idet der ved forkert og hyppigt brug netop udvikles resistens. Derfor er græsmarksstrategien blevet en meget vigtig del af bekæmpelsen, idet man her forsøger at bekæmpe ormenes udbredelse på grundlag af deres grundlæggende naturlige fysiske begrænsninger.
Indvoldsorm er af stor sundhedsmæssig betydning for vores hestes trivsel og indholdet i ejerens pengepung., ikke bare ser de vommede ud med en mat pels når de er angrebet, men mere alvorlige tilstande kan opstå, som f.eks. diarre og forskellige former for kolik, der som de fleste ved er en alvorlig og meget smertefuld tilstand hos hesten og ofte med dødelig udgang. Der kan også ses mindre tydelige tegn som nedsat præstation, dårligt foderoptag osv. der kan prædisponere hesten for andre sygdomme.